Saa satte vi os hen paa Sofaen, og
foran os laa paa Bordet Albumet med
Andreas
' Barnebilleder. Og vi holdt længe
hinanden i Haanden. Hun var saa god,
Andreas
' Søster
. Hun søgte efter Ordene. Hun saa hele
Tiden paa mig, og hendes Læber bevægede sig, men jeg ved
ikke, om det var hendes Mund eller hendes Øjne, der talte til
mig:
d1c22d01p16
— Du maa ikke være ked af det, hvis
jeg ikke rigtig kan vænne mig til at sige
Lili
til Dig ...... og hvis jeg heller
ikke rigtig kan finde Dig i mine Tanker ...... at jeg kun ser
paa Dig for at prøve paa at genfinde
Andreas
i dine Øjne, i dine Hænder og paa din
Pande. Jeg holdt saa meget af
Andreas
' Øjne og af hans Hænder ...... og
ogsaa af hans Pande .... som jeg saa ofte har kysset. Det ved
Du ...... eller Du ved det maaske ikke ...... men
Andreas
ved det ...... Jeg var jo kun et Aar
ældre end han ...... og da vi var ganske smaa — da han var
fem og jeg var seks Aar — var jeg som en lille
Moder for ham ...... han var den
kønneste og sødeste af mine Brødre ...... han legede med mine
Dukker, og han kørte min Dukkevogn ... Jeg kaldte ham altid
for
Lillemand
, fordi jeg syntes, at det passede til
ham ...... og engang, da jeg havde skrevet det ned, og Mo'r
sagde, at det var forkert stavet, for det hed ikke Lilleman,
men Lillemand med et
d
ligesom Mand, saa svarede jeg, at det
var med Vilje, at jeg havde skrevet det uden d, for han var
ikke nogen rigtig Mand. Saa lo Mo'r, og Du lo ogsaa, da Du
hørte det, nej, ikke Du, det var
Andreas
, der lo ...... men han vidste slet
ikke, hvad det var, han lo af ...... Og
Andreas
og jeg gik ud i Skoven og havde
Dukkevognen med ...... det var ham, der kørte den, men han
var bange for, at andre skulde se det, for saa vilde de
drille ham ...... Kan Du huske, at jeg altid lagde min Haand
ved Siden af hans paa Haandtaget? Ved Du, hvorfor jeg gjorde
det? Nu kan jeg godt fortælle Dig det ...... Det gjorde jeg
for, at
Andreas
, hvis nogen skulde overraske os,
hurtigt kunde tage sine Hænder væk, saa at de maatte tro, at
det var mig, som kørte Vognen.
d1c22d01p17
Sagde
min Søster
alt dette til mig, eller var det kun
hendes Øjne, der fortalte mig det? ...... Jeg nikkede bare
...... og jeg græd ...... Jeg fandt mig rolig i, at hendes
store, skælvende Kvindeøjne i mange, mange Dage stirrede
forskende paa mig, som om hun stadig i mig søgte sin lille
Broder ...... Jeg tror nu, at hun ogsaa fandt ham igen
......
d1c22d01p18
I de første Dage, da vi talte mange
Timer sammen, kaldte hun mig ofte ved
Andreas
' Navn ...... og hver Gang var det,
som om jeg maatte dø ...... Jeg sagde det ogsaa et Par Gange
til hende, og jeg bønfaldt hende om at tro mig, jeg var ikke
Andreas
' Morder ...... Jeg sagde ogsaa, at
hvis han ikke var død, saa maatte jeg jo være gaaet til
Grunde sammen med ham, og at jeg nu, hvor jeg levede, havde
ham at takke for hver eneste Dag, jeg var til.
d1c22d01p19
Engang sagde jeg til hende, at jeg vel
egentlig hverken havde Forældre eller Søskende, at jeg slet
ikke var født her i
Danmark
, men i
Tyskland
...... maaske havde
Mo'r
, hvis hun havde bragt mig til Verden
som Pige, slet ikke brudt sig om mig, for hun elskede sin
lille Dreng. Det var vist den Dag, da
min Søster
erklærede, at alt, hvad der var sket
nede i
Dresden
, havde været en Formastelse, en
Forbrydelse mod Naturen, en Leg med Skæbnen. Havde
Andreas
virkelig ikke kunnet blive ved med at
leve? Havde det ikke været
bedre, havde det ikke været større,
om han havde slæbt sit forpinte Legeme videre og baaret sin
tunge Skæbne, indtil Døden havde forbarmet sig over ham? Saa
pegede hun paa Væggen, der var fyldt med
Andreas
' Billeder:
d1c22d01p20
— Kan Du ikke se, hvilken Kunstner der
er gaaet til Grunde med ham? ...... Hvor helt anderledes han
var end Du?
d1c22d01p21
— Jo, svarede jeg, men det beviser
netop, at
Andreas
handlede rigtigt, da han gav mig fri,
for vi var to forskellige Væsener,
Andreas
og jeg ...... jeg ved godt, at jeg
som Menneske er langt ringere, end han var ...... jeg vil
aldrig kunne naa, hvad han naaede ...... jeg vil aldrig komme
til at male, som han malede ...... jeg føler ingen Trang til
det, og jeg er bange for at prøve paa det og mærke min Afmagt
...... men netop der af ser Du jo, at det var to forskellige
Væsener, der boede i det samme Legeme, som blev til under vor
Moders Hjerte ...... Synes Du, at jeg har vundet saa meget
ved det Liv, som jeg nu endelig har faaet helt for mig selv?
...... Du siger, at
Andreas
var baade stærkere og dygtigere end
jeg, men han fik jo ogsaa et langt Liv, hvor han levede og
arbejdede, medens jeg knapt nok tør vise mig. Viser jeg mig,
vil alle, ligesom Du, kalde det Bedrageri, Svindel og
Narrespil ...... Lad os derfor være gode Venner og gode
Søstre overfor vor Broder
Andreas
.
d1c22d01p22
Then we sat on the couch and in front
of us on the table was the album with
Andreas
' childhood pictures. And we held each
other's hands for a long time. She was so good,
Andreas
' sister
. She searched for the words. She
looked at me all the time and her lips moved, but I do not
know if it was her mouth or her eyes that spoke to me:
d1-trc22d01p16
"Please don't be sad if I can't get
used to calling you
Lili
...... and if I cannot really find
you in my thoughts ...... that I only look at you to try to
rediscover
Andreas
in your eyes, in your hands, and on
your forehead. I was so fond of
Andreas
' eyes and of his hands ...... and of
his forehead too ...... that I have so often kissed. You know
that ...... or perhaps you don't know that ...... but
Andreas
knows ...... I was only a year older
than he after all ...... and when we were quite young – when
he was five and I was six years old – I was as a little
mother to him ....... he was the
prettiest and sweetest of my brothers ...... he played with
my dolls and he pushed my doll's pram ... I always called him
Lillemand
because I thought it suited him
...... and once when I had written it down and mother said
that I had spelled it wrong, because it was not
Lilleman
n
Note:
This word literally means
"Little Man."
but
Lillemand with a
d
like
Mand, I answered that I had written it
without a d on purpose because he was not a real man. Then
mother laughed and you laughed too when you heard it, no, not
you, it was
Andreas
who laughed ...... but he did not
know what he was laughing at ...... And
Andreas
and I went out in the woods and
brought the doll's pram with us ...... he was the one who
pushed it but he was afraid that others would see because
then they would tease him ...... do you remember that I
always put my hand beside his on the handle? Do you know why
I did that? Now I can tell you ...... I did it so that if
someone surprised us,
Andreas
could quickly remove his hands so
that they would think that it was me who pushed the pram."
d1-trc22d01p17
Did
my sister
say all this to me or was it just her
eyes that told me? ......
I just nodded ...... and I
cried
n
Note:
The American edition says, "and
kept nodding. I did not weep."
...... I calmly accepted that her
large trembling woman's eyes stared searchingly at me for
many, many days, as if she still sought her little brother in
me ...... I really think she found him again ......
d1-trc22d01p18
In the first days when we spoke for
many hours, she often called me by
Andreas
' name ...... and every time it was as
if I should die...... I also told her so a couple of times
and I begged her to believe me, I was not
Andreas
' murderer ...... I also said that if
he had not died then I must have perished with him, and that
now when I lived I had him to thank for every day I existed.
d1-trc22d01p19
Once I told her that I really had
neither parents nor siblings, that I was not born here in
Denmark
at all but in
Germany
...... perhaps
Mother
, if she had given birth to me as a
girl, would not have liked me at all for she loved her little
boy. I think it was that day that
my sister
declared that everything that had
happened in
Dresden
had been an outrage, a crime against
Nature, a play with destiny. Could
Andreas
really not have gone on living? Had
it not been
better if he had dragged on his
tortured body and borne his hard fate until death took pity
on him? Then she pointed to the wall that was filled with
Andreas
' pictures:
d1-trc22d01p20
"Can't you see what an artist has
been lost in him? ...... How completely different he was from
you?"
d1-trc22d01p21